Lucille Cedercrans - hendes arbejde

Denne artikel er en kort introduktion til Lucille Cedercrans forfatterskab og hvorfor det er et godt supplement til den øvrige esoteriske litteratur og her især Alice Baileys. Hendes bøger har begejstret mange esoterikere fordi de på en praktisk måde fokuserer på at skabe en syntese i mennesket mellem ånd , sjæl og personlighed i et sprog, der er nutidigt og med en dybde der er forbløffende. Hendes forfatterskab er i høj grad en specialisering i netop dette, derfor er det på ingen måde en erstatning for Tibetanerens mere vidtrækkende bøger, men et yderst velkomment supplement til det man kunne kalde for syntesens yoga .

Vi ved ikke meget om hendes person, men i VisdomsMagasinets september 2007 udgave, findes den mest omfattende beskrivelse af hendes liv. Kort fortalt blev hun født i Canada og fik ikke nogen særlig uddannelse, men alligevel lykkedes det hende som selvlært i meditation at formidle et esoterisk forfatterskab af virkelig høj karat. Hun fik fem børn og var gift flere gange, så på mange måder levede hun et helt almindeligt liv. At hun ikke var hvem som helst understreges også af, at hun var stifter og leder af to buddhistiske centre indenfor Nyingmapa-traditionen. Linjelederen af den tibetansk buddhistiske Nyingmapa Orden, Hans Hellighed Dudjom Rinpoche (1904-1987), anerkendte hende som selvlærd mester i meditation.

Synteseenergien

Det siger sig selv, at hvis den nuværende civilisation skal opgive materialismen som bevidst/ubevidst livsfilosofi, så kræver det et omfattende værdiskift, som må starte indefra i hvert enkelt menneske. Dette bevidsthedsskift kræver nogle troværdige og moderne selvrealiseringsredskaber, som mennesker kan anvende til at frigøre sig fra materialismens slaveri. Den nye præsentation af visdommen er et bud på et sådant redskab.

Lucille Cedercrans fokusering på syntese bliver understøttet og uddybet i et vigtigt citat af Tibetaneren i Strålerne og Indvielserne:

”Denne sans for syntese er en af de ting, som de nye esoteriske skoler vil udvikle hos deres studerende og nybegyndere, for det vil blive de mennesker, der undervises i disse skoler, der vil komme til at opbygge den nye verden og danne den fremtidige offentlige mening. … De vil forsøge at forbinde den ene, monaden, med personligheden og at fremkalde en sand sans for syntese hos deres studerende.Kort sagt vil sansen for syntese være målet for alle undervisningsinstitutioner, når engang den nye tidsalders idealisme er fast etableret. Fysisk koordination, personlig integritet (som hovedsagelig indebærer styring og derefter opløsning af det astrale legeme ) samt personlighedsintegration vil være de første grundlæggende trin. De vil blive efterfulgt af processer, hvor personligheden sammensmeltes med sjælen , det lavere selv med det højere selv og derefter formen med den guddommelige beboer i formen. Dernæst vil undervisningens sande esoteriske fase blive forsøgt, når de første trin eller stadier er forstået tilfredsstillende, og der er tegn på en vis reel fremgang. …

I disse skoler vil de, der begynder at fungere som sjæle, blive ført videre, så de kan tage det næste skridt. Deres udviklede sjælsnatur vil komme til udtryk som intelligent kærlighed og som sans for gruppefællesskab. Disse to guddommelige kvaliteter vil ligge til grund for eller danne det grundlag, som den næste udvikling kan foregå fra, og hvorpå der kan bygges en mere åndelig struktur. Videnskaben om meditation og den bevidste bygning af antahkaranaen vil blive de to første trin i det esoteriske pensum. Den sande undervisning i meditation og i konstruktion af lysbroen mellem triaden og personligheden er i dag den mest avancerede undervisning, der gives.”[2]

I ovenstående citat ser vi den kontinuitet, der altid må være mellem forfatterskaber, der påstår at de udgår fra Hierarkiet . Kernen i Lucilles forfatterskab er netop gennemsyret af den synteseudvikling som Tibetaneren beskriver i ovenstående. Hendes bøger er i den grad praktiske manualer for sjælskontakt. Syntesenergien vil naturligvis også slå igennem på et kollektivt plan og det ser vi i stigende grad, hvor nationer og virksomheder slår sig sammen i større og større enheder. Ikke altid med et godt motiv for øje.

Projicering ikke kanalisering

Lucille har med hendes egne ord opfanget en frekvens af især Mesteren R. som i høj grad er forbundet med denne Visdom, men som hun videreformidler med sine egne ord. Hun opfatter sig selv som en ”station” dvs. som et kraftcenter, der med gruppens hjælp kan skabe kontakt til feltet. Lucille kunne ikke selv formidle kontakten men havde behov for en gruppe af hjælpere til at levere den nødvendige energi, derfor var der i høj grad tale om et gruppearbejde. Det, der kom igennem var ligeledes begrænset til det gruppen kunne fremkalde, som følge af det bevidsthedstrin de var på. Lucille fortæller:

”Mestre skriver ikke lektionerne. Stationen skriver dem. De bestemmer ikke ordene, der vil blive brugt. Stationen bestemmer dem. Mestrene har taget de sandhedsprincipper, som findes i lektionerne, og placeret dem – bragt dem i abstrakte tankeformer. Disse abstraktioner er hinsides ordenes niveau, de er ovenover billeders frekvens. De er i selve betydningens frekvens.”[3]

Her defineres den metode Lucille brugte, og som er anderledes end den Alice Bailey anvendte i sit arbejde. Lucille kontaktede en ”frekvens”, som hun selv fortolkede og projicerede. Det er ikke indlysende, når man læser hendes bøger, for flere af dem er skrevet i første person, så det lyder som om mesteren går direkte igennem. Men dette er ikke tilfældet. Processen var anderledes i forbindelse med Alice Baileys forfatterskab, der baserede sig på mental telepati , og hvor Tibetaneren overvågede orddannelsen nøje. Tibetaneren sikrede sig så at sige det nøjagtige aftryk hele vejen ned, og heri ligger en forskel mellem Alice Baileys og Lucille Cedercrans’ metode.

I de tre grundbøger: Creative Thinking, The Soul and its instrument og hovedværket: Nature of the Soul er mestrene ikke i forgrunden, men i flere af hendes øvrige bøger indledes teksten med initialerne fra en eller flere mestre.

Mit klare indtryk er, at Tibetanerens bøger tager os meget længere, de er langt mere omfattende i deres emner og henvender sig ofte til mennesker, der er på vejen. Det er ikke grundbøger. De omfatter forhold som også er relevante for tredje indviede.

Lucilles bøger fokuserer som sagt hovedsagelig på sjælskontakt, mens Tibetanerens åbner op for monadisk udvikling. Heri består en forskel. 

Bøgernes formål

En anden måde at beskrive bøgernes formål på er, at de peger på den Visdom, som mestrene har gjort tilgængelig på det abstrakte tankeplan. Vi kan ved at følge bøgernes anvisninger skabe kontakt til den del af visdommen der ikke er nedfældet i bøgerne.

Lucille siger følgende: ”Jeg vil foreslå, at I lærer at gå ind i den meditative tilstand, der kaldes kontemplation , for at nå frem til en forståelse af disse lektioner. Det meste af det materiale, der gives, kan defineres som sædmateriale. Det er op til den studerende – og tiden – at få denne sæd til at spire. Det må altid være dette mønster, hvorigennem åndelige sandheder gives, for at sikre beskyttelsen af de, der ikke er klar til åbenbaringer. Skønt tiden nu er inde til, at meget kan afsløres, som hidtil har været skjult, må det nødvendigvis følge de afprøvede og sande metoder til projektion. På denne måde sikres de manges sikkerhed.” The Soul and its Instrument, P. 27

Dette formål slår især igennem når man arbejder med bøgerne, for en studiegruppe vil ofte have en fremgangsmåde der kunne se således ud.

1. Meditation, hvor gruppen stiller ind på sjælen, gruppen og Visdommen.

2. Første gennemlæsning af den udvalgte tekst, hvor gruppen lader materialet arbejde på sindet uden at man forsøger at huske hvad der oplæses.

3. Anden gennemlæsning, hvor gruppen trænger ned i stoffet og søger at forstå meningen bag.

4. Afsluttende meditation, ofte med Den Store Invokation.

5. Meditationer og øvelser gennemføres der hjemme og hvor gruppen kontakter hinanden mentalt under morgenmeditationen.

6. Nogle grupper vil også mødes i debatforummer på nettet mellem møderne og udveksle erfaringer med udviklingen.

Ud fra ovenstående vil det nok fremgå for de fleste, at der her er tale om et meget seriøst og dybtgående selvudviklingsarbejde. I den forbindelse er det væsentligt at nævne at tjenesteaspektet i vid udstrækning bliver fremhævet. Det er ganske enkelt ikke muligt at få noget ud af bøgerne, hvis motivet er selvisk – dvs. formålet kun er egen oplysning for i så fald aktiverer det ikke sjælen og det er den man ønsker at skabe kontakt med.

Visdommen skal med andre ord anvendes i praksis, her slår syvende stråle metoden igennem.

Ud over grundbøgerne findes der også en række andre bøger, som er instruktioner til nogle af de grupper hun arbejdede med. Selvom det er instruktioner til specifikke discipelgrupper, så findes der virkelige værdifulde informationer om lederskab, healing og økonomi for ikke at tale om den store kompilation Applied Wisdom. Det står dog klart i dag, at hendes arbejde ikke blev fuldendt som det var forventet, da det tydeligt fremgår, at kun en ganske lille del af den tilgængelige visdomsimpuls blev projiceret, da flere af grupperne rundt omkring i USA aldrig kom til at fungere. Det er der ikke noget nyt i. Tibetanerens discipelgruppe som man kan læse om i Discipelskab i en nye tid, nåede heller ikke sine mål. Men de instruktioner de efterlod, kan i høj grad hjælpe os andre.

Ud fra ovenstående kan vi se at Lucille Cedercrans arbejde koncentrerede sig om tre formål:

A. At projicere træningsmaterialer til disciple, med det formål at skabe sjælskontakt.

B. At etablere grupper som blev trænet i disse materialer.

C. At påbegynde synteseashrammens arbejde.

Afslutningsvis kunne man spørge. Jamen, hvad står der i de bøger? Svaret er indlysende. Undersøg det selv og et godt sted at starte kunne være en af de fire grundbøger, her indbefattes bogen The Path of Initiation.

God læsning.

Kilder:

1) Lucille Cedercrans og Synteseimpulsen, Søren Hauge, Visdomsmagasinet, September 2007

2) The Work of Lucille Cedercrans, http://www.wisdomimpressions.com/newslet/Lucille.htm

3) Lucilles buddhistiske arbejde: http://www.tersar.org/Denver.html  

[1] Læs artiklen: Discipelskabets vej her findes en beskrivelse af dette bevidsthedsstadie der kaldes for ”disciplen på tråden”.

[2] Strålerne og Indvielserne, side xxx

[3] Applied Wisdom, Vol III, p. 1539. Se også Applied Wisdom, Vol I, p. xxvi