Demokrati i vor tid! - en åndelig nødvendighed.

Det er mangel på ægte demokrati i såvel samfundet som i spirituelle foreninger, der forhindrer det virkelige broderskab i at vokse frem.

Af Gunnar Hansen
Artiklen er tidligere trykt i Teosofia, 2002

Demokrati er broderligt gruppearbejde i funktion. I demokratiet fortæller vi åbent hinanden vores meninger, lytter, svarer og prøver at blive enige. Vi behandler hinanden ligeværdigt og overholder fundamentale etiske principper som f.eks. sandhed og ordholdenhed. Hvis ikke vi kan blive enige, bruger vi den milde tvang, der hedder flertalsafgørelser – med skyldig hensyntagen til mindretallet. Vi har god grund til at være stolte over det nordiske demokrati, som har vist sin duelighed i over 100 år, og som i disse år udbygges med brugerdemokrati i offentlige institutioner og medarbejderdemokrati i virksomhederne. Foreningsdemokrati har vi jo haft siden Grundtvig.

Det er muligt at anlægge et esoterisk perspektiv på demokratiet som styreform. Ifølge visdomslæren kan den menneskelige bevidsthed udviklingsmæssigt beskrives i tre store bevægelser, som fører over i højere bevidsthedstilstande: massebevidsthed, individuel bevidsthed og gruppebevidsthed. I vores kollektive fortid har vi primært været flokbevidste og uden selvstændige meninger og opfattelser. Det centrale var at følge en magtfuld leder. De teosofiske kilder fortæller os, at visdommens mestre i forgangne perioder indtog ledende stillinger og dermed udgjorde forbilleder for de store folkemasser.

Senere udvikledes det mentale aspekt og en tiltagende selvstændighed gjorde sig gældende. Det enkelte menneske trådte i stigende grad ud af flokken og udtrykte originalitet og ansvarlighed. Her befinder vi os omtrent i dag, med en gryende gruppebevidsthed, som i tiltagende grad gør sig gældende. I de seneste årtusinder har visdommens mestre holdt sig mere i baggrunden og har dermed muliggjort at vi mere og mere kunne udvikle selvstændigheden og dermed også de kreative muligheder. De teosofiske kilder fortæller os at der i fremtiden atter vil opstå styreformer, der er karakteriseret ved indsigtsfulde og vise ledere. Dette vil muliggøres gennem den tiltagende gruppebevidsthed, som karakteriseres af myndige, ansvarlige individer, der samarbejder om fælles mål. Herigennem vil visdommens mestre atter kunne gøre sig direkte gældende i de globale anliggender.

Styreformer

1. Regering ved et anerkendt spirituelt hierarki.
Denne regeringsform ligger ”ubestemt”, men utvivlsomt et godt stykke ude i fremtiden, og fordrer en stærk tilnærmelse fra det planetariske hierarki (visdommens mestre) til menneskeheden. Forudsætningen er en generelt højtudviklet fællesbevidsthed, som ligger fjernt fra vores nuværende situation.

2. Regering ved et oligarki (fåmandsvælde) af oplyste sjæle.
Tidspunktet hvor dette er muligt, angives ikke. Men det fordrer at et (nu ukendt, må man formode) uddannelsessystem kan nå masserne og få dem i overensstemmelse med højere ideer. Hierarkiets mestre vil arbejde gennem verdens videnskabsfolk, som – til den tid! – vil forstå sjælens eksistens og tilværelsens åndelige natur.

3. Regering ved et sandt demokrati.
Det understreges i Alice Baileys forfatterskab at et sådant sandt demokrati endnu ikke findes, og at det kræver et uddannelsessystem i overensstemmelse med de højeste åndelige værdier, hvor folk lærer at forstå hvad syntese og samarbejdende enhed vil sige. Da dette endnu ikke findes, er ”masserne” i dag omtrent lige så underkastet medier, politikere og økonomiske kræfter, som de er under et diktatur. Vi har altså endnu ikke realiseret det sande demokrati!

4. Regering under diktatur
Der opregnes 3 undertyper som i konsekvens af ovenstående – altså er de altdominerende styreformer i dag. Den midterste beskriver den almindelige ”demokratiske” styreform i dag, med USA som bedste eksempel.

Hvad er demokrati?

At tro at der i dag kan realiseres oplyst oligarki, vil sige at hævde at ”vi – oligarkiet – med sikkerhed ved, at vi kan og skal regere: Vi er ikke på valg. ’Folkets’ mening er ligegyldig (eller farlig!), for de er jo ikke så udviklede som os!” Sådan har diktatorer tænkt i hundredvis af år. Det er på tide at forlade denne tankeform . Når tiden er inde til oplyst oligarki, vil det gradvist ske som resultat af det tiltagende demokratis succes og opnåelser.

For øjeblikket, siger Alice Bailey, er demokratierne ufuldkomne, men: ”Demokratierne, med al deres nuværende ineffektivitet, har i sig kimen til det der i sandhed er nyt, for de er et udtryk for en stræben opad imod selvbestemmelse og selvbeherskelse hos hele menneskeheden.” (”Hierarkiets Fremtræden, III”) Hun giver et lille glimt af det kommende, sande demokrati i samme bog, hvor hun kalder det: ”… den rigets tilstand, hvor folk(et) selv bestemmer. Disse mennesker vil ikke tolerere en autoritær kirke, eller et autoritært politisk system eller regering; de vil ikke acceptere eller tillade at lade sig regere af nogen, der fortæller dem hvad de skal tro for at blive frelst, eller hvilken regering de skal acceptere.”

Demokrati er ikke kun Folketinget og byrådene. Det er også en livsform. Demokrati er god vilje i handling, og derfor uhyre vigtigt for alle, som ønsker at være med til at berede en bedre verden baseret på rette menneskelige relationer. Uden demokrati i vores verden – uden et oplyst og medlevende, veluddannet folk, opnås de tilstande ikke, som danner vejen for Kristi Tilsynekomst og verdenssamfundet i vandbærerens tidsalder . Dette understreger Alice Bailey gentagne gange i bogen ”Undervisning i den nye tidsalder”.

Kun når vi accepterer det enkelte menneskes frie ret til selv at tage stilling, når vi sandfærdigt giver alle oplysninger, som er nødvendige for at træffe en retfærdig beslutning, først da kan et reelt demokrati blomstre og menneskene gå fremad i udvikling. Eller set fra en esoterisk synsvinkel: Hvis man som leder forhindrer folk i at udøve reelt demokrati, f.eks. ved manipulation og usandhed, hindrer man ikke kun sin egen udvikling, men også udviklingen hos de ”vælgere”, man som leder har ansvaret for. Den amerikanske fysiker, Edvard Teller, har sagt, at diktaturets bedste våben er hemmeligholdelse og demokratiets bedste våben er åbenhed.

Sandt demokrati indebærer respekt for mindretallet (altså ingen repressalier; men derimod respekt og forsøg på at indarbejde mindretallets holdninger i den endelige beslutning) og alles villighed til at lade sig erstatte af andre ved et valg. Sandt demokrati er uforeneligt med at forsøge at opnå eller fastholde magt ved mere eller mindre ufine midler.

I det hele taget bygger demokratiet – som alle fornuftige styringsformer – på et balancesystem, hvor interesser har garanti for at kunne blive udtalt, hvor der er en åben debat, hvor alle forudsætninger sandfærdigt lægges frem, hvor man accepterer afgørelser, der går én imod, og hvor man ikke træffer afgørelser, uden at alle parter forstår konsekvenserne af den beslutning man står over for. Men demokratiet er også et system, hvor man som flertal – når alle ovenstående hensyn er taget – har pligt til at ”regere”, altså føre trufne beslutninger ud i livet.

En gammel historie

Det er vel unødvendigt at sige, at Alice Bailey mente at den demokratiske styreform var det der skulle udøves. Det toppede på årsmødet i 1920, som hun oplevede således: ”Jeg udtrykker mig meget mildt når jeg siger at jeg var desillusioneret, oprørt og fuld af afsky over det der foregik. Har var der samlet en gruppe mænd og kvinder fra alle dele af USA, som formodedes at være optaget af at lære om og udbrede broderskabsfølelse. Det had og den bitterhed, den personlige animositet, der kom til udtryk, og den politiske manipulation, der fandt sted her, var så oprørende og rystende, at jeg lovede mig selv aldrig mere i mit liv at deltage i en teosofisk sammenkomst … Det var helt klart fra mødets første øjeblik, at Esoterisk Sektion (en fraktion) kontrollerede det hele, og at de der gik ind for broderskab og demokrati, var i håbløst mindretal og derfor slået.”

Men hvad lærte Alice Bailey så af det?

Denne beskrivelse er ikke uden lighedspunkter med den situation den teosofiske bevægelse i Skandinavien befinder sig i i disse år.

Og hvad lærer vi så af det?

1) De meget høje idealer, som teosofien rummer. Dette kan meget let frembringe konfrontationer med modsætningerne, på grund af spændingsfeltet mellem ledestjernerne og den erfarede virkelighed. Jo klarere lyset skinner, desto skarpere opleves lysets modsætning, mørket.

2) Ideen om udviklingsgrader. Så snart der findes en lære om niveauer og fortsat vækst, er det nærliggende at den menneskelige personlighed udvikler ambitioner og forestillinger om at være ”højere udviklet”, og dermed ”udvalgt” til at indtage nøglepositioner. I kølvandet af dette udvikles let den indbildte bedreviden og eksklusiviteten, som får separatismens kim til at spire og vokse.

3) Læren om mestrene og deres disciple. I direkte forlængelse af foregående punkt vil informationer om de oplyste mestre og deres arbejde kunne bestyrke oplevelsen af at have en særlig rolle som ”budbringer”, og en deraf følgende opfattelse af at andre, som ikke begriber éns særlige opgave, må arbejde for ”modstandskræfterne”, hvis de ikke føjer én.

Disse kendsgerninger bør skærpe vores opmærksomhed, så vi undgår at gå i de fælder, som så mange i tidens løb er blevet fanget af. Her bliver det sande demokrati den slibesten, som kan hjælpe os med at bevare ydmygheden og realitetssansen. Demokrati er ikke alene gruppearbejde i handling, men også kærlighed i handling. Ofte kalder vi det broderskab, men det er vel det vi mener. Når vi bruger de demokratiske mekanismer, som er omtalt i denne artikel, viser vi at vi stoler på vores medmennesker – her vores medmedlemmer at vi har tillid til dem og det de gør. Og først når vi viser den slags handlinger over for andre, giver vi dem tryghed til at åbne sig og udfolde sig og virke til det fælles bedste. Hvis ikke vi fuldstændig respekterer de andres meninger og handlinger, herunder at de fx kan ønske at vi skal ophøre med at lede dem, så er det ikke demokrati, men diktatur. Kun i frihed – og i fuld bevidsthed om friheden og ansvaret heri – kan man udvikle sig, individuelt og i grupper.

Det ville være passende og livgivende for den teosofiske bevægelse, hvis det blev klart i alle de mange fraktioner og grupper, som bevægelsen består af for øjeblikket, hvor nødvendigt et grundlag selve strukturen, medlemsdemokratiet er - som billede på det store samfunds demokrati, og på den vision, vi har for fremtiden. Hermed demonstreres i praksis rette proportioner i en åndelig organisation med høje idealer, og dermed den gennemsigtighed, troværdighed og tillidsfuldhed, som kalder det bedste frem i mennesker!

”Som jeg ikke ville være slave, således vil jeg ikke være herre.
Dette udtrykker min forestilling om demokrati.”

Abraham Lincoln
(1858)