 |
Skelneevne - Sindets kronjuvel |
Buddhas betoning af skelneevne
Ifølge åndsvidenskaben , lærte Buddha os betydningen af at udvikle: skelneevne (discrimination), ubundethed (detachment), og lidenskabsløshed (dispassion) (DINA-I s.3) Det er gennem disse tre kvaliteter, der udvikles i den nævnte rækkefølge at sjælen opnår kontrol over sine manifesterede legemer og oplyser dem. Skelneevnen er det store sværd som ånden tager i anvendelse for at kæmpe sig ud af de tre verdener. Det skarpe toæggede sværd er den skelneevne, som når til rødderne for menneskets væren, og som skiller det virkelige og sande fra det falske og ubestandige. Det håndteres af sjælen fra det mentale plan og omtales som ”sværdet af koldt blåt stål”. Det er gennem skelneevne, at man især får kontrol over astrallegemet. Denne kontrol er det åndeligt stræbende menneskes første kardinale dyd som må udvikles. Men skelnen må bakkes op af ubundethed, der er evnen til at forholde sig neutralt til smerte og lykke, således at de ikke farver skelneevnen. Så længe de to poler - smerte og lykke dominerer menneskets bevidsthed, så længe kan der ikke ses klart. Det der opleves smertefuldt for personligheden kan være godt for sjælen og det som er lykken for personligheden kan være begrænsning for sjælen. Følelseslivets instinktive reaktionsmønstre baserer sig på den antagelse, at det behagelige er godt og det ubehagelige er ondt. Denne ubevidste skelnen må overskrides fordi den er falsk. Når denne tilbagetrukne holdning af neutralitet og ubundethed er indlært gennem flere liv, på baggrund af ret skelnen og valg, indfinder der sig efterhånden en lidenskabsløshed og ”døvhed” overfor de lavere sansers kalden og åndelig frihed er resultatet. Den fortsatte bestræbelse på at leve et åndeligt liv fører nemlig til en afsmag (!) og ulyst til at leve et sanseligt liv. Den sidste lidenskab der forlader os er emotionel idealisme også kaldet åndelig aspiration , der erstattes af en højere stræben der udspringer fra det buddhiske plan . Gennem skelneevne lærer sindet at vælge det gode, det skønne og det sande, så vision og retning opstår og dermed opdyrkes motivation til at forlade de gamle emotionelle mønstre, som holder så mange i sansernes slaveri. Forankringen af rette åndelige værdier er resultatet. Det Buddha lærte os var, at forudsætningen for visdom er skelneevne, ubundethed og lidenskabsløshed. Ved at leve ud fra ovenstående betræder man Buddhas ædle ottefoldige vej. Lad os afslutte dette afsnit med et citat fra en af Patanjalis sutraer, som Alice Bailey kommenterer:
”Trældommens tilstand overvindes gennem perfektioneret anvendelse af skelneevnen. … (Den åndeligt stræbende) søger at oparbejde en bevidsthed om det virkelige og en fornægtelse af det uvirkelige i alle hverdagens praktiske forhold, hvad enten det er hans relationer til andre eller hans praktiske gøremål. Ved ihærdigt og uafbrudt at øve sig i praksis vænner han sig til at skelne mellem selvet og ikke-selvet og til at beskæftige sig med åndens anliggender og ikke med de anliggender, der hører til den store maya , eller formernes verden. Til at begynde med er denne sondring teoretisk og der efter intellektuel, men den tager senere form af virkelighed og indgår i den emotionelle og fysiske verdens hændelser. Anvendelsen af denne metode resulterer til sidst i aspirantens indtræden i en helt ny dimension og i hans identifikation med et liv og en verden adskilt fra den menneskelige stræbens tre verdener. …” Sjælens Lys s. 153
Vi vil nu på de efterfølgende sider kort fordybe os i det der er sindets natur og opgave, så vi forstår hvad det er for et særdeles vigtigt redskab, vi har til vores rådighed. Det er hele menneskehedens opgave at løfte deres bevidsthed ind i tankens og sindets verden. Afsnittet kan sine steder være svært tilgængeligt, men det bør ikke afholde de mennesker, der ønsker at udvikle deres tænkeevne fra at fordybe sig.
|