Clairvoyant forskning - et redskab for fremtiden

F. Palæontologi – studier af fossilerede knoglerester

Man ankom til hulen og steg ned i dens kølige mørke. Her lagde Hodson sig på ryggen på et blødt underlag. Robinson placerede sig nogle meter borte fra ham i føddernes retning og Donnelly sad halvanden meter bag hans hoved med en båndoptager. Hodson faldt til ro og gik ind i en meditativ tilstand. Når han var klar efter nogle minutters forløb, gav han signal, og Robinson lagde da forsigtigt en anonym fossil rest på hans pande. Hodson indstillede da sin psykiske sansning, og begyndte at beskrive sine indtryk, når de kom. Når han ikke kunne sige mere, blev fossilet fjernet og erstattet af et andet, og således kunne beskrivelserne stå på i 2-3 timer ad gangen. Undervejs stillede Robinson lejlighedsvise spørgsmål, eller bad om uddybelser, når det skønnedes relevant. Robinson og Donnelly tog en række forholdsregler for at sikre, at arbejdet fandt sted under kontrollerede forhold. Nogle af disse var: 1) Hodson fik intet at vide om de fossile prøver. 2) Man kommenterede ikke undersøgelserne, før de alle var afsluttede. 3) Robinson bevarede prøverne udenfor Hodsons rækkevidde. 4) Hodson var med lukkede øjne, imens han beskrev prøverne.

Alle de mange timers eksperimenter med fossile knogle-rester blev omhyggeligt optaget på bånd, katalogiseret og analyseret. Der blev anvendt fossileret materiale, som stammede fra forskellige tidsperioder og næsten alle var fra S t e r k - fonteinområdet. Prøverne var små forstenede benrester- og sten. Det drejede sig om en hjørnetand, en kindtand, et stykke underkæbe og et stykke hjerneskal. De tre undersøgte arter var menneskelignende, opretstående »aber«, de såkaldte australopithecus og de lidt senere homo erectus, der levede for mellem 3 og 1/2 millioner år siden. Desuden blev der anvendt benrester fra et redskab og spaltede stenstykker fra andre benredskaber.
Det lykkedes Hodson at give detaljerede beskrivelser af de undersøgte individer. Der var tale om nuanceringer, som kunne identificere de involverede prøver. Uden at vide noget om de enkelte arter kunne han klart skelne og beskrive, også til trods for at fossilerne blev anbragt på hans pande i tilfældig rækkefølge og uden supplerende oplysninger. Detaljer, der kunne efterprøves ved at blive sammenholdt med direkte videnskabelige bevismaterialer, kunne dreje sig om skikkelsens generelle fremtoning, hovedets, kraniets og issens rumindhold og form, pandens, øjnenes, næsens og tændernes udseende, mund og læber, hænder og fødder, detaljerede spisevaner, gangart, handlemønstre, alder og køn. Resultatet var uden undtagelse at Hodson identificerede prøverne og gav et væld af rammende beskrivelser. Den videnskabelige analyse var derfor entydigt positiv i konklusionerne.

Robinson sammenfattede i 1981, hvad han mente om samarbejdet med Hodson:

»Analysen viste, at hvert eneste af hans udsagn, som det var muligt at efterprøve ved sammenligning med kendte levn, var absolut nøjagtigt, og at det meste af det, der ikke kunne bekræftes, var i nøje overensstemmelse med det, man anså for at være rigtigt… Jeg var imponeret over den store umage, han gjorde sig for at være så nøjagtig og klar som muligt i sine iagttagelser og i sine skildringer af dem og over hans bestræbelser for at mindske risikoen for, at hans ord kunne blive misforstået… Han tog aldrig fejl af dem (prøverne) eller fremkom med indbyrdes modstridende udsagn om et levn, han havde fået forelagt mere end én gang. Så vidt jeg kunne afgøre, var hans oplysninger altid nøjagtige, og han gav mig et stærkt indtryk af at være absolut pålidelig.«