Når en vred Gud skræmmer menigheden væk

Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 7.02.00
Af Kenneth Sørensen
(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)

Kviklinks til artiklens overskrifter:

Som forholdsvis ny læser af Kristelig Dagblad har det været bemærkelsesværdigt at iagttage de anstrengelser der gøres for at nå til afklaring af det faktum, at så mange medlemmer af folkekirken fylder så lidt på kirkebænkene hver søndag. Det er forståeligt nok et varmt emne, som både vækker bekymring for kirkens fremtid, men også en frygt for de mange nye religiøse retninger, der efterhånden har vundet indpas i mange danskeres hjerter.

Kirken må forny sig

Individualismen og de høje uddannelsesmæssige krav til dagens unge har skabt en række generationer, der har lært at skulle klare sig selv. Nutidens dannelsesinstitutioner er alle bærere af idealet om det frie og selvstændige individ, som kan klare sig i konkurrencen på det globaliserede marked. Når disse mennesker møder kristendommen som den praktiseres i dag i kirkerne, så oplever de et massivt kulturchok. Det 15. århundrede støder så at sige sammen med det 21. århundrede.

Hvis kirken blot forkyndte de universelle værdier, som vor samfund er baseret på, her tænker jeg primært på  næstekærlighedsbudet, så ville langt flere kunne identificere sig med kirkens budskab. Hvis kirken så også ville betone Faderens kærlighed, som Kristus er den ypperste eksponent for og hvorledes vi kunne opleve  denne kærlighed, så ville de uden tvivl ramme den tone af gudslængsel, som mange religiøst søgende i dag bærer rundt på. For sandheden er jo, at op imod halvdelen af danskerne selv siger de er religiøst søgende(1.) Nu vil mange kirkefolk nok tænke, at min kritik er uberettiget, for er det ikke netop det budskab der er kirkens? Det er ikke mit indtryk, eller også mener vi noget forskelligt med kærlighed.