 |
Når en vred Gud skræmmer menigheden væk |
Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 7.02.00 Af Kenneth Sørensen (Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)
Kviklinks til artiklens overskrifter:
Syndsbevidsthed ligger som en tung dyne Forsoningslære er ikke kærlighed kirkens egne vender sig mod den dobbelte udgang
I 1998 meldte jeg mig ud af folkekirken, det var ingenlunde en nem beslutning, men den var rigtig. Den dag i 1998 hvor jeg modtog min bekræftelse fra sognekontoret, var på mange måder en skelsættende begivenhed, for der var gået flere års overvejelser forud for dette skridt. Jeg var nået til en religiøs afklaring af mit eget ståsted og turde tage springet ud af "fællesskabet".
Som forholdsvis ny læser af Kristelig Dagblad har det været bemærkelsesværdigt at iagttage de anstrengelser der gøres for at nå til afklaring af det faktum, at så mange medlemmer af folkekirken fylder så lidt på kirkebænkene hver søndag. Det er forståeligt nok et varmt emne, som både vækker bekymring for kirkens fremtid, men også en frygt for de mange nye religiøse retninger, der efterhånden har vundet indpas i mange danskeres hjerter.
Kirken må forny sig
Der er ingen tvivl om, at budskabet fra de mange debattører og meningsdannere er, at kirken må forny sig, men hvordan? Indtil nu er det mit indtryk, at majoriteten af debattørerne alene tænker på en formmæssig fornyelse - Ja undertiden kan man få det indtryk, at kirken skal stå for søndagsunderholdningen, så den bliver et naturligt led i den overfladiske popkultur, som er kendetegnene for store dele af kulturstrømningerne i dag. Men jeg tror, at folkekirkens problemer ligger begravet et helt andet sted, dens teologi er ganske enkelt ikke fulgt med ind i det 21. tyvende århundrede og giver ikke svar på de eksistentielle problemer mange mennesker konfronteres med i dag.
Individualismen og de høje uddannelsesmæssige krav til dagens unge har skabt en række generationer, der har lært at skulle klare sig selv. Nutidens dannelsesinstitutioner er alle bærere af idealet om det frie og selvstændige individ, som kan klare sig i konkurrencen på det globaliserede marked. Når disse mennesker møder kristendommen som den praktiseres i dag i kirkerne, så oplever de et massivt kulturchok. Det 15. århundrede støder så at sige sammen med det 21. århundrede.
Hvis kirken blot forkyndte de universelle værdier, som vor samfund er baseret på, her tænker jeg primært på næstekærlighedsbudet, så ville langt flere kunne identificere sig med kirkens budskab. Hvis kirken så også ville betone Faderens kærlighed, som Kristus er den ypperste eksponent for og hvorledes vi kunne opleve denne kærlighed, så ville de uden tvivl ramme den tone af gudslængsel, som mange religiøst søgende i dag bærer rundt på. For sandheden er jo, at op imod halvdelen af danskerne selv siger de er religiøst søgende(1.) Nu vil mange kirkefolk nok tænke, at min kritik er uberettiget, for er det ikke netop det budskab der er kirkens? Det er ikke mit indtryk, eller også mener vi noget forskelligt med kærlighed.
|