Når en vred Gud skræmmer menigheden væk

Kirkens forkyndelse om fortabelse for alle der ikke underkaster sig de kristne bekendelsesskrifter er en afgørende barriere mellem moderne mennesker og kirken.

Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 7.02.00
Af Kenneth Sørensen
(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)

Kviklinks til artiklens overskrifter:

Som forholdsvis ny læser af Kristelig Dagblad har det været bemærkelsesværdigt at iagttage de anstrengelser der gøres for at nå til afklaring af det faktum, at så mange medlemmer af folkekirken fylder så lidt på kirkebænkene hver søndag. Det er forståeligt nok et varmt emne, som både vækker bekymring for kirkens fremtid, men også en frygt for de mange nye religiøse retninger, der efterhånden har vundet indpas i mange danskeres hjerter.

Kirken må forny sig

Individualismen og de høje uddannelsesmæssige krav til dagens unge har skabt en række generationer, der har lært at skulle klare sig selv. Nutidens dannelsesinstitutioner er alle bærere af idealet om det frie og selvstændige individ, som kan klare sig i konkurrencen på det globaliserede marked. Når disse mennesker møder kristendommen som den praktiseres i dag i kirkerne, så oplever de et massivt kulturchok. Det 15. århundrede støder så at sige sammen med det 21. århundrede.

Hvis kirken blot forkyndte de universelle værdier, som vor samfund er baseret på, her tænker jeg primært på  næstekærlighedsbudet, så ville langt flere kunne identificere sig med kirkens budskab. Hvis kirken så også ville betone Faderens kærlighed, som Kristus er den ypperste eksponent for og hvorledes vi kunne opleve  denne kærlighed, så ville de uden tvivl ramme den tone af gudslængsel, som mange religiøst søgende i dag bærer rundt på. For sandheden er jo, at op imod halvdelen af danskerne selv siger de er religiøst søgende(1.) Nu vil mange kirkefolk nok tænke, at min kritik er uberettiget, for er det ikke netop det budskab der er kirkens? Det er ikke mit indtryk, eller også mener vi noget forskelligt med kærlighed.

Syndsbevidsthed ligger som en tung dyne

Disse elementer er helt naturstridige i et samfund, hvor børn opdrages efter moderne opdragelsesprincipper. 60'ernes autoritetsopgør befriede os lykkeligvis for den kollektive frygt for autoriteter. Patriarken får, undskyld udtrykket, "fingeren" i dag og ligeså forestillingen om en vred Fader i himlen, som kræver underkastelse eller fortabelse. De bærende pædagogiske principper går i dag ud på, at udruste børnene med tro på egne evner, så de kan bidrage konstruktivt til fællesskabet.

Syndsbevidsthed giver frygtsomme og mindreværdige borgere, som kan manipuleres af autoriteterne og er i den grad blevet det ned igennem historien. Kirken når ingen vegne med sin forkyndelse, så længe den holder fast i disse elementer. I stedet bør den efter min mening forkynde budskabet om frelse gennem kærlighed, der, selv ifølge Paulus, står over troen (Kor. 13,13).

Kærlighed bør være fundamentet for kirkens forkyndelse

Langt de fleste tænkende mennesker kender godt deres svagheder og ønsker at forbedre sig, for de kristne idealer er nået ud til befolkningen. Men det de savner svar på er hvordan!
På det spørgsmål bliver kirken svar skyldig og i stedet står en hær af terapeuter klar i kulissen, nogle er gode mens andre mildest tal er uansvarlige dilettanter.

Nu er der måske nok en række kirkefolk der igen vil tænke, at jeg ikke har sat mig tilstrækkelig ind i kirkens forkyndelse, for kirken har netop et svar klar til mennesket. Ja, men er det tidssvarende, giver det mening? "Kristus løfter alle dine byrder fra dine skuldre, hvis du blot tror på ham" er svaret. Eller rettere sagt, hvis du tror på kirkens forkyndelse om ham.

Forsoningslære er ikke kærlighed

Han tror simpelthen ikke på, at en alkærlig Gud kan blive vred og hævngerrig, dette billede må være et overleveret levn fra det gamle testamente, hvor mennesket skabte Gud i sit billede. Og selve tanken om, at Gud bliver formildet gennem et blodoffer, at hans elskede søn skulle pines plages og tortureres, for at tilfredsstille Guds hævntørst virker mildest talt fremmed. Spørgsmålet er om der er belæg i evangelierne for dette dogme. Specielt når det sættes op imod lignelsen om den fortabte søn, her er ingen forsonende mellemled. Det er sønnen der af egen kraft kommer til klarhed godt hjulpet på vej af Faderens kærlighed som han husker den.  Jeg er klar over, at ovenstående kan være anstødelig tale for mange kristne, og det beder jeg mig undskyldt for. Det er ikke min hensigt at såre, kun at skabe klarhed over hvordan dogmerne kan opleves i en nutidig kontekst og det gør man bedst ved at tale ærligt og ligefremt.
Kirken står overfor et utroligt formidlingsproblem, når den fastholder at gamle og nye testamente hører sammen. For de overtager et sprog og nogle forestillingsbilleder af Gud, som hører menneskehedens aller tidligste  fortid til. De to tusind år som det nye testamente skal bygge bro over er en tilstrækkelig udfordring.

Den dobbelte udgang

"Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt."

Derefter opremses de dogmer som kristne skal tro på. Og således hedder det i den Augsburgske bekendelse under artikel 17.:

Er det nu således, at barmhjertige muslimer, buddhister eller new age mennesker frelses. Nej, ikke hvis de ikke har den almindelige (katolske) tro. Vi må formode at Gandhi allerede har taget ophold i helvede og at Dalai Lama har beredt sig en plads.

Dette budskab kan ganske enkelt ikke sælges i en global verden, hvor fremmede kulturer og religioner ofte virker tiltrækkende på mange mennesker. "Nu kan de jo bare omvende sig til sande kristne og få del i Guds nåde og tilgivelse" er et argument jeg indimellem har hørt fremført af kristne og "Selv i dødsriget vil der blive prædiket for dem."

kirkens egne vender sig mod den dobbelte udgang

Jeg er klar over, at et sådant skridt vil bringe kirken i konflikt med centrale skriftsteder i evangelierne herunder budskabet om verdensdommen. (Matt. 25,31-46) For hvadenten man kan lide det eller ej, så er der belæg i evangelierne for at tale om domsfældelse og helvede. Men kirken har i dag allerede bevæget sig væk fra den opfattelse, at man begår hor ved at gifte sig med en fraskilt kvinde, selvom Jesus udtrykkelig siger det. (Matt. 5,32)

Ja kirken giver endda sin velsignelse til disse forhold. På samme måde har kirken fornuftigt bevæget sig væk fra de kønsdiskriminerende holdninger som Paulus gør sig til talsmand for.
Jeg ser ikke andre muligheder for kirken, hvis den skal forkynde vejen til frelse uden at inddrage ovenstående dogme, at den i højere grad må betone kærlighedens frelsende virkning.

Kærligheden frelser

Men hvis ikke kirken tager de nye generationers individualisme alvorligt og anerkender det behov som mange unge har for autentiske mennesker, der er et levende eksempel på deres tro. Så mister vi dem til dekadente rockstjerner, der er skabt af markedsføringsindustrien for at udfylde behovet for forbilleder og score kassen derpå. Der er behov for en ny radikalitet, hvor mennesker i praksis viser, hvad det betyder at tage Kristi mange bud på sig. Kirken må ikke mindst tage et opgør med den verdslighed, der har sneget sig ind dens liv og i stedet samle sig skatte i himlen.

Den må anvise individuelle veje, der åbner op for den mystiske dimension i hjertet. "Krisus i jer herlighedens håb" er en længsel som mange mennesker bærer rundt på uden at vide, hvordan de skal realisere den. Bøn og meditation oplever mange mennesker som et indefra kommende behov  - ønsker kirken at spille en rolle her?

Jeg blev nødt til selv at gå udenfor kirken, til Alice Baileys åndsvidenskab med rødder i teosofien før jeg fandt et grundlag, jeg kunne tilslutte mig. Dette grundlag er fremlagt  i min bog: Fuldmånemeditation - på tærsklen til en ny verdensreligion. Men hvad gør de mange andre religiøst søgende, skal de søge andre græsgange? Har kirken et budskab der er levende, tidssvarende og virkelighedsnær?
1. Ifølge Kristeligt Dagblad fredag den 7.1.99