 |
Når en vred Gud skræmmer menigheden væk |
Forsoningslære er ikke kærlighed
Dogmet om den stedfortrædende forsoning er et centralt tema, som man må tro på, hvis man skal kunne definere sig som kristen og være en del af fællesskabet. Det er kirkens budskab. Men igen har denne opfattelse svære vilkår i et samfund, hvor borgerne opdrages til at kunne tage ansvar for sig selv. Den giver ganske enkelt ikke mening. Og når det tænkende menneske giver sig til at gennemtænke dogmet, så møder han endnu engang den vredladne patriark i himlen, som han ikke vil kendes ved.
Han tror simpelthen ikke på, at en alkærlig Gud kan blive vred og hævngerrig, dette billede må være et overleveret levn fra det gamle testamente, hvor mennesket skabte Gud i sit billede. Og selve tanken om, at Gud bliver formildet gennem et blodoffer, at hans elskede søn skulle pines plages og tortureres, for at tilfredsstille Guds hævntørst virker mildest talt fremmed. Spørgsmålet er om der er belæg i evangelierne for dette dogme. Specielt når det sættes op imod lignelsen om den fortabte søn, her er ingen forsonende mellemled. Det er sønnen der af egen kraft kommer til klarhed godt hjulpet på vej af Faderens kærlighed som han husker den. Jeg er klar over, at ovenstående kan være anstødelig tale for mange kristne, og det beder jeg mig undskyldt for. Det er ikke min hensigt at såre, kun at skabe klarhed over hvordan dogmerne kan opleves i en nutidig kontekst og det gør man bedst ved at tale ærligt og ligefremt.
Kirken står overfor et utroligt formidlingsproblem, når den fastholder at gamle og nye testamente hører sammen. For de overtager et sprog og nogle forestillingsbilleder af Gud, som hører menneskehedens aller tidligste fortid til. De to tusind år som det nye testamente skal bygge bro over er en tilstrækkelig udfordring.
Den dobbelte udgang
Men det var nu ikke ovenstående dogme der endegyldigt afklarede, at jeg ikke kunne være en del af det folkekirkelige trosfællesskab. Selvom den vrede Gud ligger som en mørk skygge over mange kirkelige forkyndelser, så findes der dog tilstrækkelig med positivt indstillede præster, der formår at betone Guds kærlighedsaspekt.
Det var dogmet om den dobbelte udgang, nedfældet i det folkekirkelige bekendelsesgrundlag, der for alvor skabte afstand til kirkens "glade budskab". Den Athanasianske Trosbekendelse indledes således:
"Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt."
Derefter opremses de dogmer som kristne skal tro på. Og således hedder det i den Augsburgske bekendelse under artikel 17.:
"Ligeledes lærer de, at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende".
Hvordan overbeviser man nutidens unge om, at de skal kunne stå inde for ovenstående formuleringer, hvis de vil være rigtige medlemmer af fællesskabet? Et budskab som folkekirken åbent tilkendegiver på deres hjemmeside for det websurfende publikum. Det er en formidlingsmæssig udfordring som nok er værd at diskutere.
Hvordan forklarer man, at en alkærlig Gud kan udvise en grusomhed, der langt overgår noget som selv de mest afstumpede individer på kloden har mulighed for at udføre. Pinsler og tortur på jorden afsluttes dog ved dødens barmhjertige indgriben. Mens opholdet i helvedes flammehav er evigt - en pinsel uden ende, som det hedder i ovenstående.
Er det nu således, at barmhjertige muslimer, buddhister eller new age mennesker frelses. Nej, ikke hvis de ikke har den almindelige (katolske) tro. Vi må formode at Gandhi allerede har taget ophold i helvede og at Dalai Lama har beredt sig en plads.
Dette budskab kan ganske enkelt ikke sælges i en global verden, hvor fremmede kulturer og religioner ofte virker tiltrækkende på mange mennesker. "Nu kan de jo bare omvende sig til sande kristne og få del i Guds nåde og tilgivelse" er et argument jeg indimellem har hørt fremført af kristne og "Selv i dødsriget vil der blive prædiket for dem."
|
