Når en vred Gud skræmmer menigheden væk

Syndsbevidsthed ligger som en tung dyne

Disse elementer er helt naturstridige i et samfund, hvor børn opdrages efter moderne opdragelsesprincipper. 60'ernes autoritetsopgør befriede os lykkeligvis for den kollektive frygt for autoriteter. Patriarken får, undskyld udtrykket, "fingeren" i dag og ligeså forestillingen om en vred Fader i himlen, som kræver underkastelse eller fortabelse. De bærende pædagogiske principper går i dag ud på, at udruste børnene med tro på egne evner, så de kan bidrage konstruktivt til fællesskabet.

Syndsbevidsthed giver frygtsomme og mindreværdige borgere, som kan manipuleres af autoriteterne og er i den grad blevet det ned igennem historien. Kirken når ingen vegne med sin forkyndelse, så længe den holder fast i disse elementer. I stedet bør den efter min mening forkynde budskabet om frelse gennem kærlighed, der, selv ifølge Paulus, står over troen (Kor. 13,13).

Kærlighed bør være fundamentet for kirkens forkyndelse

Langt de fleste tænkende mennesker kender godt deres svagheder og ønsker at forbedre sig, for de kristne idealer er nået ud til befolkningen. Men det de savner svar på er hvordan!
På det spørgsmål bliver kirken svar skyldig og i stedet står en hær af terapeuter klar i kulissen, nogle er gode mens andre mildest tal er uansvarlige dilettanter.

Nu er der måske nok en række kirkefolk der igen vil tænke, at jeg ikke har sat mig tilstrækkelig ind i kirkens forkyndelse, for kirken har netop et svar klar til mennesket. Ja, men er det tidssvarende, giver det mening? "Kristus løfter alle dine byrder fra dine skuldre, hvis du blot tror på ham" er svaret. Eller rettere sagt, hvis du tror på kirkens forkyndelse om ham.