Roberto Assagioli: Glædens Budbringer

Oversat af Kenneth Sørensen

Lad det nu være som det er. Denne mands offentlige såvel som personlige bedrift påkalder vores opmærksomhed og fortjener at blive husket. Roberto Assagioli blev født i 1888 i Venedig. Vest for Italien regerede dronning Victoria imperiet og i øst var en wienerlæge i gang med at undersøge den victorianske kulturs fundament. I 1910 introducerede Assagioli, som ung lægestuderende de vigtige opdagelse af Sigmund Freud, til hans professorer i Firenze. I psykoanaly

sens historie optræder hans navn som en af de første to eller tre italienske pionerere, der bragte modet og rationaliteten i den psykoanalytiske indsigt, i forhold til det victorianske livs overfladiskhed. Det alene ville og gjorde ham opsigtsvækkende.

Det bemærkelsesværdige er dog imidlertid, at han samtidig med at omfavne de radikale nye psykoanalytiske strømninger i 1910, også lagde fundamentet for en kritik

af den selv samme psykoanalyse. Han så, at den kun var partiel, at den så bort fra udforskningen af det Maslow, tres år senere, kaldte ”The farther reaches of human nature” (Den menneskelige naturs fjerne horisonter). Assagiolis formål var at skabe en videnskabelig tilnærmelse, der indbefattede hele mennesket – kreativitet og vilje, glæde og visdom, såvel som impulser og drivkræfter. Derudover ønskede han, at denne integrerende fremgangsmåde skulle være praktisk – ikke kun en forståelse af hvordan vi lever, men en hjælp til at leve bedre, mere fuldendt, i overensstemmelse med det bedste der lever i hver af os. Denne opfattelse kaldte han for psykosyntese.

Roberto Assagioli som 17 årig i Firenze		Roberto Assagioli - 1946

Han var meget tidlig. Hvem var der til at høre sådanne høje og afbalancerede udtalelser? Ikke mange i tyverne, i tredverne, i fyrrerne, eller i halvtredserne var parate. Det var først i de sene tressere, at med en pludselighed født ud af dyb og omfattende nød, at hans bøger og andre skrifter blev taget op af tusinder. Næsten tres år nåede der at gå, så langt foran var han for sin tid.

Han var selvfølgelig aldrig alene. Han var altid en velkendt skikkelse, selv i den prominente romerske kultur før anden verdenskrig. Han havde korresponderende og venner, kollegaer og samarbejdspartnere over hele verden. Jung, Maslow og Tagore var blandt dem. Med det egentlige arbejde i de mange år var forberedende; af stille tænkning, studier, forståelse af den menneskelige psykologi og af skrivning og omredigering. Det var som om han var kaldet til i relativ stilhed at opfostre, et teoretisk udkast og praktisk syn på mennesket, som halvfjerdsernes kvinder og mænd kunne anvende.