Reinkarnation og kristendom

Reinkarnation overlevede trods alt

"Dér er mit hjem, hvorfra jeg er udgangen, hvor Ånden lyttet har til Serafsangen, og drømt om salighed før jeg blev født. Dér er mit hjem, hvorhen sig ånden svinger, når den opløfter sig på ørnevinger fra grav og død.". At Ingemann virkelig skubbede til dødens grænser og den etablerede teologi, kan understreges af følgende udtalelse: "Men når under Solen ej sjælen hvad den vil - så er der andre sole og andre stjerner til". Ikke underligt at Ingemann havde sammenstød med samtidens kirkelige repræsentanter. Ikke desto mindre har han efterhånden længe været blandt de mest elskede salmedigtere i Danmark. Men mange andre repræsentanter for kristendommen har turdet vedstå sig afvigende synspunkter trods eventuelle omkostninger. Lad os derfor bringe en række eksempler, der kan belyse emnets tilbagevendende aktualitet.

Den britiske teolog, Joseph Glanvill (1636-1680), der i oplysningstidens England prægede den bevægelse, der kaldes "Cambridge-platonikerne", stillede med ligefremhed det spørgsmål, der i datidens Europa har været stærkt provokerende, om ikke ligefrem livsfarligt: "Hvilken anden slutning kan vi komme til end den, at sjælen selv er den umiddelbare genstand for al denne forskellighed, og at den er kommet ind i dette legeme med forudfattede meninger og nogle indbyggede ideer, som den har tilegnet sig i et andet?".

Den schweitzisk fødte digter og prælat, Johann Peter Hebel (1760-1826), nåede frem til den samme konklusion i sine dristige spørgsmål og refleksioner. For er det ikke ejendommeligt, hvordan nogle mennesker har særlige evner i én retning, som om de havde øvet sig eller opnået dem gennem fortidige anstrengelser? Hebel dristede sig til at udtale sig, næsten med et barns umiddelbare undren: "Ser vi da ikke evner, visse talenter, der udvikler sig med lethed? Hvad om vi havde været i besiddelse af dem engang før?...Uforklarlig sympati, forkærlighed for specielle perioders, menneskers og egnes historie. Har vi været der før...?".

Den amerikanske præst og forsker, William R. Alger (1822-1905), satte sig i 1850érne for at skrive et værk om udødeligheden. Hans udgangspunkt var, at tanken om reinkarnation var en utroværdig vildfarelse. Men efterhånden som hans forskning og refleksioner skred fremad, ændrede han syn på sagen og endte med at forsvare reinkarnationstanken med ildhu. I sit anerkendte og betydningsfulde værk sagde han blandt andet: "Man må indrømme, at af alle de tankevækkende og forfinede former for tro på et fremtidigt liv er ingen så udbredt som denne idé. Den har flertallet for sig, idet den ned gennem tiderne har været hævdet af halvdelen af menneskeheden med en så stærk overbevisning, at det næsten er uden sidestykke. Ved første øjekast er det mest slående ved denne lære om sjælens gentagne inkarnationer det forhold, at troen på den til stadighed dukker op igen i alle dele af verden...De tanker, den rummer, er så vidunderlige, dens metode så fornuftig, de betragtninger, hvortil den løfter tanken, så storslåede, og de perspektiver, den åbner, så omfattende og betydningsfulde, at studiet af den bringer os i fuldkommen samklang med den store, sublime udødelighedsidé og med en kosmopolitisk hævdelse af et forsyn, der åbenbarer sig for enhver".

Et andet nyere eksempel er den tyske teolog, Richard Wilhelm (1873-1930), som fik et indgående kendskab til østlige religioner og som på et tidspunkt samarbejdede med psykoanalytikeren Carl Gustav Jung. Hans ræsonnement tog eksempelvis udgangspunkt i den simple betragtning, at vi umuligt kan blive rede til at træde ind i gudsriget efter ét enkelt liv her på jorden. Han sagde blandt andet: "Fordomsfri iagttagelse og fornuftig eftertanke fører os til den overbevisning, at denne lov (karma ) virkelig eksisterer. I et enkelt liv, der er begrænset af fødsel og død, kan vi kun opleve en del af tilværelsen. Vi gennemlever forskellige hændelser, i hvilke de spegede tråde i et enkelt fed af karmiske virkninger bliver udredet, mens der samtidig spindes nye karmiske tråde, som ikke kan redes ud i dette liv, fordi denne proces bliver afbrudt af døden. På den anden side ser vi virkeliggørelsen af resultater, hvis årsager ikke kan findes i dette liv".

Det store og tilbagevendende spørgsmål, som mange stiller til den etablerede kristendom, er naturligvis, hvordan en alvidende, almægtig og alkærlig Gud kan skabe en verden med så megen lidelse. Og hvad med ondskaben? Svaret lyder ofte, at Gud jo netop gav mennesket den frie vilje, og at vi i øvrigt ikke skal forsøge at forstå det ondes og Satans betydning, da det er et mysterium . Men det virker som stene for brød, for hvis Gud var alvidende, måtte Han jo også vide, at mennesket overladt til sig selv ville misbruge den frie vilje. Og hvordan kan noget i det hele taget overlades til sig selv udenfor Skaberen, hvis Skaberen er årsag til alt? Og hvad med Satan? Er Satan virkelig udenfor Gud? Hvis det er tilfældet, er Gud så i virkeligheden ikke helt almægtig, og er Han ikke Skaberen af alt alligevel? En regn af spørgsmål vælder frem, og de teologiske svar får nærmest karakter af afspærringer og opdæmninger for en utæmmelig lavine, der er dømt til at sprænge alle hindringer. I det øjeblik man introducerer tanken om en gradvis åndelig udvikling gennem gentagne liv, som reguleres af et guddommeligt årsag-virkningsprincip, sættes alt i et radikalt nyt lys. Den russiske, kristne filosof , Nicholas Berdyaev (1874-1948), har i dette perspektiv sagt: "Reinkarnationslæren er enkel. Den giver en fornuftig forklaring på mysteriet om menneskers skæbne... og forsoner én med livets (tilsyneladende) uretfærdige og uforståelige lidelser...Man holder op med at sammenligne sin skæbne med de lykkeligere forhold, hvorunder andre lever, og accepterer den". Og Albert Schweitzer (1875-1965) har derfor også om reinkarnationstankens forklaringskraft udtalt: "Reinkarnationsideen rummer en særdeles trøstende forklaring på virkeligheden - en forklaring, ved hjælp af hvilken den indiske tænkning overvinder vanskeligheder, der forvirrer europæiske tænkere".

Arthur P.Shepherd (1885-1968), der var domherre ved katedralen i Worchester, England, har fremlagt følgende tanker om menneskets mulige fortsatte åndelige udvikling gennem mange jordiske tilværelser: "Hvis vi tager billedet af reinkarnationen som den proces, hvorigennem menneskets evolution finder sted, med i vor fordomsfri tænkning, vil vi dér finde svaret på den nye verdenssituations problemer...I erkendelsen af reinkarnationsprocessen kan der således findes nyt håb og forståelse, når man indser, hvor ganske utilstrækkelig en enkelt jordisk tilværelse er, og ser, hvordan mennesker ofte træller under fysiske, mentale eller moralske mangler eller dårlige ydre omstændigheder. Endelig er der vished om, at mennesket aldrig har været alene under alt dette. Kristus , om hvis inkarnation på Jorden evangelierne beretter, har altid våget over menneskets evolutionsvej, og siden sin nedstigning i vort jordiske liv er Han altid med os og kan findes af dem, som søger Ham".

Igen og igen møder vi den tanke , at det virker grotesk, at vi i et enkelt liv hernede skal have så forskellige kår, hvorefter vi måske vil leve i evig salighed hinsides. Virker det ikke mere end mærkværdigt, at gudsriget skulle være en fælles virkelighed for mennesker, der har levet næsten usammenlignelige liv? Er der noget at sige til, at mange afviser den idé, at nogle lever et liv i uophørlige pinsler, hvorimod andre bliver "mæt af dage" med et smil på læben - når vi dernæst får at vide, at Gud måske tildeler dem samme himmelske evighed? Med hvilken begrundelse eller guddommelig ret skal nogle overlades til tortur, smertelige sygdomme, tab, ensomhed og elendighed, hvorimod andre næsten sukker af velvære, når de derefter måske indgår i det samme gudsriges salighed?

Er det ikke et ejendommeligt bud på tilværelsens mening? Den britiske præst og forfatter, Leslie D.Weatherhead (1893-1976), har med stor skarphed set, at vores udvikling hernede i den fysiske verden selvfølgelig må påvirke livet efter døden: "Den intellektuelle kristne forlanger ikke blot, at livet skal være retfærdigt, men også, at der skal være en mening med det. Er reinkarnationsideen til nogen hjælp her? Det mener jeg den er. Lad os antage, at en meget depraveret eller helt igennem materialistisk person dør, og at han, set fra et religiøst synspunkt, helt har forspildt sin jordiske tilværelse. Vil hans overflytning til et åndeligt plan gøre alt det fornødne? Ville det ikke være det samme som at sætte et menneske, der aldrig har givet sig selv en chance for at forstå musik, til at høre på en evig koncert...?...Hvis jeg ikke består de eksaminer i livet, der kun kan tages, mens jeg lever i et fysisk legeme, bliver jeg så ikke nødt til at komme tilbage igen for at tage dem?".