 |
Karma og Kristendom |
Kristendom og karmaloven
Læren om karma er et af de punkter, hvor Østens og Vestens religioner tilsyneladende adskiller sig afgørende. Det er spørgsmålet, om der eksisterer en lovmæssighed i universet, et princip der sikrer, at vi altid mærker konsekvenserne af vores handlinger, eller formuleret på anden vis, at vi høster som vi sår. Karmaloven er behandlet udførligt andetsteds.
Kirken har altid betonet syndernes forladelse og læren om, at Kristus ved sin død sonede alle vores synder. At vi gennem troen på ham kunne få tilgivelse for alle vores såvel fortidige som fremtidige synder. Set ud fra den lære har der ikke været behov for en karmalære, for frelsen lå ikke i individets selvudvikling, men gennem troen på Kristus.
Det er et stort spørgsmål, om der er dækning for forsoningslæren i evangelierne, det er nok yderst tvivlsomt, eftersom Kristus ikke en eneste gang taler om forsoning med Faderen. Ingen af de steder, hvor han forudsiger sin egen død, taler han om forsoning. Der kan højst være tale om indirekte tolkninger af enkelte Jesu-udsagn, men de står over for massive tilkendegivelser i evangelierne, som afgjort tyder på, at karmaloven er en integreret del af evangelierne og dermed Kristi lære.
Disse evangelieudsagn er samlet her i det følgende for at tilkendegive, at også på dette punkt er der overensstemmelse mellem Vestens og Østens lære. Man kan direkte udlede karmalovens eksistens i evangelierne ved at fremhæve de citater, hvor konsekvens-princippet er en integreret del i Kristi lære, nemlig at enhver handling, god såvel som ond, forårsager en tilsvarende respons. Vi kan indirekte påvise karmaloven de steder, hvor Kristus taler om, at visse sygdomme (fx lammelse) forekommer pga. af begåede synder.
Teologiske indvendinger
Ofte indvender teologer, at disse konsekvenscitater ikke kan tages til indtægt for karmalæren, fordi de vedrører gengældelsen ved opstandelsen og ikke er knyttet til en lære om reinkarnation . Til det kan anføres, at hvad enten gengældelsen sker som følge af en opstandelse eller reinkarnation, så viser det under alle omstændigheder, at der er et konsekvensprincip til stede, som griber afgørende ind i frelsen.
Derudover kan det anføres, at selvom man tror på reinkarnation, så betyder det ikke at opstandelsen er udelukket. Den esoteriske lære hævder, at hver eneste gang et individ dør, oplever det en opstandelse og dom. Ofte kaldes denne opstandelse og dom for sjælslyset og tilbageblikket. Det er (meget kort fortalt) en fase i dødsprocessen, hvor individet kigger tilbage på livets højdepunkter og kritiske faser i lyset af sin sjæl og vejledere, samt overvejer hvilke konsekvenser det skal have for næste liv.
Denne udlægning bliver ofte kritiseret af teologer, fordi evangelierne taler om en dommedag forstået som et tidspunkt ved verdens ende.
Denne sidste dag, dommedag, forklarer Alice A. Bailey er et tidspunkt i en meget fjern fremtid (millioner af år), hvor en mindre del af menneskeheden , som fortsat er bundet af materielle begær , ikke længere får lov at inkarnere blandt den øvrige åndeligt orienterede menneskehed. De bliver i stedet overført til en anden eksistens, hvor de kan gennemleve deres, efter eget valg, langsommere udviklingsforløb. Denne begivenhed vil være ledsaget af et sidste opgør mellem "lysets sønner" og "mørkets brødre", der vil resultere i en verdensomspændende krise. Men evangelierne taler om to former for opstandelse, en fremtidig dommens dag og en øjeblikkelig efter døden.
Den angrende røver, der døde på korset sammen med Jesus , opstod til paradis samme dag:
"Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige." v43 Og Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis." Luk. 23,43
|
