 |
Karma og Kærlighed |
Af Kenneth Sørensen
(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)
Kviklinks til artiklens overskrifter:
Hvad er karma ?
Vestlig kritik af karmaloven
Karmaloven misfortolket
Den guddommelige hensigt
Karmaloven i evangelierne
Individuelle og kollektive virkninger
Karmaloven sikrer kærlighedens vækst
Den frie vilje skaber ny karma
Hvordan styres karmaafviklingen ?
Kristendom og karmaloven
Direkte eksempler på karmaloven i evangelierne
Citater der ifølge kristne skulle afvise karmaloven
Introduktion til karma
Et af de helt store metafysiske spørgsmål, som mennesker til alle tider har stillet sig er, om der findes en dybere mening bag den tilsyneladende meningsløse lidelse? Har Gud skabt lidelsen med et bestemt formål? Eller er lidelsen en dybt meningsløs foreteelse? Det klassiske paradoks, som møder alle troende er, hvorfor en fuldkommen alkærlig Gud, der samtidig er almægtig, har tilladt lidelse i verden? Har Gud tilladt lidelsen, så er Gud ikke alkærlig. Hvis ikke, så er Gud ikke almægtig. Tilsyneladende er spørgsmålet uløseligt, i hvert fald så længe vi fastholder, at lidelsen er af det onde? For kunne det tænkes, at der er en mening med lidelsen? At der er en kærlig hensigt bag ved de tilsyneladende meningsløse forhold? Det er spørgsmål, der afklares og uddybes i det følgende.
Spørgsmålet kendes også som Teodicé-problemet i den kristne litteratur. Kristne har til alle tider talt om Guds uudgrundelige vilje, at der bag uretfærdige livsvilkår alligevel var en højere mening, som vi blot ikke havde indsigt i. Men der har også være klare antagelser om, at lidelse skyldes Guds straf over syndere, en holdning der især har fundet støtte i Det gamle Testamente. Nyplatonikerne var af den opfattelse, at verdens relative ufuldkommenhed skyldes, at verden vi lever i er fjernt fra den første årsag, guddommen, hvorfra alt udstråler. At vi gennem erkendelse kunne hæve os op over denne verdens ufuldkommenheder og lidelser. Det er, i følge Plotin, længslen tilbage mod det guddommelige, der er vidnesbyrdet om det godes ultimative eksistens.
Østen har i mange år haft sin forklaring på lidelsens årsag og ophør. Buddhas lære kredser om dette centrale spørgsmål. I hans fire sandheder og læren om den ædle ottefoldige vej slår han fast, at lidelse opstår af identifikation med vores jordiske begær og ophører gennem en fuldkommen oplysning, der fører til udslukkelse af disse. Lidelse opstår først og fremmest som følge af uvidenhed, en manglende erkendelse af hvad der er virkeligt i tilværelsen. Det er den vedholdende identifikation med det, der er uforgængeligt, der medfører en række konsekvenser, eller karma , som fører til lidelse. Den vel nok bedst formulerede teori om lidelsens årsag og mening er formentlig Østens karmalov. Jeg vil derfor i det følgende forsøge at definere den, men samtidig trække perspektiver til vestlig tænkning.
|
