Kristi og buddhas betydning

Kristi budskab

1. Individualisme. Forstået som budskabet om, at det enkelte menneske er unikt og kræver vores fulde omsorg, hvis det er i nød. Det lyder indlysende i dag, men for 2000 år siden var slaveri og myrderi en dagligdags foreteelse, så budskabet var revolutionerende i en betydning, der helt savner ord. Kristus opsummerede budskabet om det enkelte menneskes betydning i ordene: Elsk din næste, som dig selv. Han betonede adskillige gange i evangelierne, at vi er Guds børn, guddommelige væsener, der skal vågne op til denne erkendelse gennem kærlighedens væsen:

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

I dag opfattes individualismen som en svøbe, en trussel mod solidariteten, men den er i et udviklingsmæssigt perspektiv en nødvendighed, før mennesket kan betræde de højere stadier og blive et sandt gruppebevidst menneske, i betydningen et selvbevidst menneske, der giver afkald på personlige begær for at hellige sig humanitære og kollektive interesser. Denne udvikling forløber ikke af sig selv. Det enkelte menneske må gennemgå en intens renselsesproces, før han bliver kristen af gavn og ikke kun af navn. Kristus fortalte os, at vi skal kendes på vores gerninger og betonede derefter:

»Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje«.20.

Himmerige er en bevidsthedstilstand, man går ind i, når man gør sig til ét med Guds kærlighed og lyser den kærlighed til næsten.

2. Indvielse . Kristus betonede ofte, at vi stod overfor store muligheder: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!«

Det er omvendelsesprocessen, der fører mennesket ind på indvielsens vej og bereder ham til samarbejde med alle de ældre brødre, der er gået et stykke længere på vejen. Indvielsesvejen behandler jeg lidt senere i dette kapitel. De tolv apostles arbejde kan ses som prototypen på de gruppebestræbelser, der med tiden kan føre til himmerige. Ikke kun for dem selv, men for alle der er villige til at gå vejen og tage deres kors på sig.

3. Identifikation. Resultatet af det intense gruppearbejde er identifikation med Faderens vilje. Den identifikation, som Kristus selv var et eksempel på og som han fuldbyrdede i Getsemane have:

»Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.« 22.

Normalt tolker kirken Kristi fortvivlelse i Getsemane have, som om han var bange for korsfæstelsen, men ifølge D.K., så var det den fuldstændige identifikation med Guds Plan og en vision af menneskehedens fremtid, der fik Kristus til at udbryde de kendte ord. Han forstod, at hans liv, fra da af, var underkastet opfyldelsen af denne plan. Da han forstod, at han måtte ofre sit liv, for at Planen kunne opfyldes, skete der en stor bevidsthedsudvidelse. Alt hvad han havde kendt til, kærligheden, sin sjæls energi, veg for en stund fra ham, og han blev gennemtrængt af en hidtil ukendt energi, livets egen. Faderens vilje og hans egen var i dette nu ét. Det var forsagelsen af alt i ham og den fuldkomne identifikation med Faderens vilje, der i et øjeblik fremkaldte hans fortvivlelse.

Vi vil alle gennemleve Getsemane-oplevelsen, hvis vi følger henvisningerne fra den broder, der gik gennem porten til det evige liv før os. Ja, vi vil gøre større ting end han gjorde:

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det«.